|
|
Zinklars vise
Zinklars Vise (av Edvard Storm)
(fra Krags utgave 1838)
Herr Sinclar drog over salten Hav,
Til Norrig hans Cours
monne stande;
Blandt Gudbrands Klipper han fandt
sin Grav,
Der vanked saa blodig
en Pande.
Herr Sinclar drog over Bølgen blaa
For svenske Penge at stride:
Hjælp dig Gud! du
visselig maa
I Græsset for Nordmanden
bide.
Maanen skinner om Natten saa
bleg,
De Vover saa sagtelig
trille:
En Havfrue op af Vandet
steg,
Hun spaaede Herr Sinclar
ilde.
Vend om, vend om, du skotske Mand!
Det gjælder dit Liv saa
fage,
Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,
Ret aldrig du kommer tilbage.
Leed er din Sang, du giftige Trold!
Altidens du spaaer om
Ulykker:
Fanger jeg dig engang i min Vold,
Jeg lader dig hugge i Stykker.
Han seiled i Dage, han seiled i tre
Med alt sit hyrede Følge;
Den fjerde Morgen han Norrig mon see,
Jeg vil det ikke fordølge.
Ved Romsdals Kyster han styred i
Land,
Erklærende sig for en Fiende;
Ham fulgte fjorten hundrede Mand,
Som alle havde Ondt i Sinde.
De skjendte og brændte,
hvor de drog frem,
Al Folkeret monne de krænke;
Oldingens Afmagt rørte ei dem,
De spotted den grædende
Enke.
Barnet blev dræpt
i Moderens Skjød,
Saa mildelig det end smiled;
Men Rygtet om denne Jammer og Nød
Til Kjærnen af Landet iled.
Baunen lyste og Budstikken løb
Fra Grande til nærmeste Grande;
Dalens Sønner i Skjul ei krøb,
Det maatte Herr Sinclar
sande.
Soldaten er ude paa
Kongens Tog,
Vi maae selv Landet forsvare;
Forbandet være det Niddingsdrog,
Som nu sit Blod vil
spare!
De Bønder af Vaage, Lessø og Lom
Med Skarpen Øxe paa
Nakke,
I Bredebygd tilsammen kom,
Med Skotten vilde de snakke.
Tæt under Lien der løber
en Sti,
Som man monne Kringlen kalde;
Laagen skynder sig der
forbi,
I den skal Fienden falde.
Riflen hænger ei meer
paa Væg,
Hist sigter graahærdede
Skytte,
Nøkken opløfter sit vaade Skjæg,
Og venter med Længsel sit
Bytte.
Det første Skud Herr Sinclar gjaldt,
Han brøled og opgav sin
Aande;
Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:
Gud frie os af denne Vaande!
Frem Bønder! Frem I Norske Mænd!
Slaaer ned, slaaer ned
for Fode!
Da ønsked sig Skotten hjem igjen,
Han var ei ret lystelig til Mode.
Med døde Kroppe blev Kringlen strøed,
De Ravne fik nok at æde;
Det Ungdoms Blod, som her udflød,
De skotske Piger begræde.
Ei nogen levende Sjæl kom hjem,
Som kunde sin Landsmand fortælle,
Hvor farligt det er at besøge
dem,
Der boe blandt Norriges Fjelde.
End kneiser en Støtte paa samme Sted,
Som Norges Uvenner mon true;
Vee hver en Nordmand, som ei bliver heed,
Saa tit hans Øine den
skue!
|
Krags kommentar
(1838):
"Da denne Romance, hvorved Storm har foreviget ei alene sig selv,
men tillige den Begivenhed,
som deri besynges, indtager en saa udmærket Plads iblandt vore Folkesange, og den desuden paa en vis Maade er uadskillelig knyttet til Fortællingen
af selve Begivenheden, haaber jeg at den Frihed vil
vorde undskyldt, der bringer mig til at indføre den her.
Det er ikke ene fra den poetiske Side, at denne herlige Ballade har et høit Værd. Den har ogsaa et ikke ringe fra den historiske Side, da Digteren - som vi i det Efterfølgende
skulle erfare - har heelt igjennem
grundet den paa Sagn, hentede fra hans Fødebygd
Vaage.
Balladen udkom første Gang trykt i Tidsskriftet
Dansk Museum, 1 B. 1782 S. 714, og efterat den
siden i 1785 var bleven aftrykt
i Storms "Samlede Digte", lod Selskabet for Efterslægten 2000 Exemplarer
særskilt aftrykke, for at udbredes
iblandt Almuen, hos
hvem den og vandt en saa
hurtig Afsætning, at inden
kort Tid et nyt Oplag maatte
gjøres.
Foruden at den paany er bleven aftrykt i den seneste Udgave af Storms samlede Digte af Boye, Kbhvn. 1832, S. 125,
er den tillige bleven oversat paa Engelsk i Feldborgs
Poems from the Danish, London 1815, og paa Tydsk i Willibald Alexis (Häring) Herbstreise durch Scandinavien, 1 Th., Berlin 1828, S. 208, og i Scandinavische Bibliothek, 1
H., Copenh. 1836, S. 196."
Faksimile av
Zinklars vise fra Krags bok (1838):
Utsnitt
fra Georg Nielsen Strømdals maleri fra Kringen,
malt i 1897.
|
|
